Nabo - part one

Den opmærksomme læser, har nok fanget, at der ikke ligefrem hersker fredelig sameksistens mellem min nabo og mig. Onde tunger vil kunne kalde mig racist, fordi jeg i den sammenhæng nævner, at de er polakker. Jeg er ikke racist, men ganske enkelt så FED UP  med dem.
Undervejs på denne blog, vil det åbenbares, hvordan denne strid er begyndt, men jeg bliver nødt til at fortælle om handicapbussen af i går.

Ja, den kvindelige halvdel af matriklen ved siden af min, er chauffør indenfor handicapbefordring. Hun har hver dag den ualmindeligt diskrete og lillebitte handicapbus med hjem. Den er venligst parkeret 10 meter fra mit stuevindue, hvorfra jeg kan nyde den blanke, hvide flade, liftens ophæng og ind imellem også høre den helt særlige lyd af skydedøren.

Jeg er i sandhed et heldigt menneske!

I går var det glat - meget glat. Faktisk så glat, at det kunne være svært at stå fast. Både for mennesker og biler.

Ikke for min Polo. Den er sin vægt værd i guld, når det er glat.

Modsat handibussen.

Den gled. så snurrede hjulene bare rundt og rundt og rundt i 3 kvarter, alt imens jeg klædte mig på - drak kaffe og spiste morgenmad.

Se - nu er det jo sådan, at fordi vi ikke er venner, så tilbyder jeg heller ikke min hjælp. Men hvad værre er: Jeg synker SÅ DYBT, at jeg fryder mig.

Jeg griner hele vejen på arbejde og næste dag, når jeg igen skal se på bussen, så griner jeg igen. Jeg griner, når jeg klukkende fortæller min veninde om det i telefonen og jeg griner, når min genbo siger, at han også så det og også frydede sig og heller ikke hjalp.

Jeg får faktisk så megen glæde ud af en hændelse som denne, at jeg er sikker på, at selv saamme handichauffør ville ærgre sig gul og grøn, hvis hun vidste det.

Og alt dette uden at være det mindste flov.

For hun er, udover at bidrage til morskaben, det eneste menneske jeg har mødt, der KUN er ude på at genere mig. Så sørgeligt er det.